Mikkel Nørskov Eriksen
Hvorfor har du valgt at arbejde for Merito?
Jeg er studerende og oplever, at de fleste spændende studiejobs retter sig mod studerende, som er på deres kandidat og dermed næsten færdiguddannede. Men Martin og Christian var åbne for at tage mig ind, selv om jeg ikke nærmer mig afslutningen af min uddannelse endnu.
Hvilke opgaver sidder du med?
Jeg har fået lov til i et forholdsvist stort omfang at være med til at hjælpe kunderne direkte og have noget kundekontakt, uden at det skal gå gennem andre veje først. Så jeg er rimelig hurtigt kommet ind til at hjælpe kunderne med vores kerneydelse og gøre deres hverdag nemmere.
Det varierer lige fra at håndtere lavpraktiske opgaver som bankregistreringer til at bidrage med at gøre klar til revision. Så det er hele paletten, men selvfølgelig under meget kyndig og behagelig supervision, hvilket jeg sætter enormt stor pris på.
Hvilke kunder sidder du med?
Det spænder meget bredt. Det er alt lige fra produktionsvirksomheder og vidensvirksomheder til techvirksomheder. Så jeg får lov til at sætte mig ind i forskellige måder at drive forretning på.
Hvilke forventninger havde du til et deltidsjob inden Merito?
Jeg havde forventninger om at skulle lave en hel masse ad hoc-opgaver. Men den forventning blev hurtigt modbevist, for det var bestemt ikke bare det, jeg blev sat til.
Der er meget frihed under ansvar hos Merito. Og der er mulighed for rent faktisk at tage fat i nogle udfordrende opgaver, hvis man har lyst og er villig til at sætte sig ind i det. Mine kolleger er hele tiden til rådighed, hvis der opstår et eller andet, og netop den mulighed for sparring gør, at det er fedt
at kaste sig over en ny opgave.
Hvordan har virkeligheden ellers vist sig at være anderledes end dine forventninger?
Selve atmosfæren os imellem er mere afslappet, end jeg havde troet om en virksomhed, der arbejder med økonomi. Sådan tror jeg mange vil have det.
Man kommer let til at tro, at omgangstonen nok er lidt stram i betrækket, fordi man arbejder med tal. Men det er heldigvis slet ikke tilfældet hos Merito.
Hvad ser du af muligheder for udvikling og læring ved at være hos Merito?
Netop fordi jeg stadig er under uddannelse får jeg mulighed for at omsætte noget af det, som jeg lærer på studiet, til noget praktisk og se, hvordan det adskiller sig fra teorien. Jeg får lov at se, hvad det, jeg lærer, kan bruges til. Det er meget motiverende.