Pernille Føns Petersen
Hvorfor har du valgt at arbejde for Merito?
Det var egentlig ikke den vej, jeg havde planlagt at gå. Jeg har altid tænkt, at jeg ville ende i bankverdenen, men det føltes ikke rigtigt, da det kom til stykket.
Jeg holdt en pause efter min bachelor for at spore mig ind på drømmejobbet, og her blev jeg kontaktet af Christian. Han tilbød en snak, og jeg var nysgerrig efter at høre mere. Efter samtalen var jeg ikke i tvivl. Opgaverne virkede spændende og kunne kombineres med den HD, jeg havde planer om at gennemføre.
Desuden lød arbejdsmiljøet rigtig godt. Det er vigtigt for mig at være et sted, hvor der er plads til det enkelte menneske. Ikke bare som arbejdskraft, men som et individ med fritidsinteresser, venner og familie. Jeg har ikke lyst til at arbejde over hver dag og give afkald på mit privatliv, og det havde Christian fuld forståelse for.
Det virkede som et godt match, og det var det heldigvis også.
Hvilke opgaver sidder du med?
Jeg har ikke været ansat så længe, men indtil videre har det været meget alsidigt. Jeg har siddet med en del forskellige opgaver inden for bogføring og regnskab. Der er både rutineopgaver, som får den daglige økonomi til at fungere og større, mere komplekse opgaver, der handler om controlling.
Jeg har en bred vifte af arbejdsopgaver, hvilket er rigtig spændende. Det hjælper med at udvikle mig, så jeg hele tiden lærer nyt og ikke går i stå.
Hvor synes du, I er særligt stærke hos Merito?
Vi er gode til at skabe et nært forhold til vores kunder. Vi lærer dem godt at kende og har stor indsigt i de forskellige brancher. Det finder du ikke alle steder.
Fra et medarbejderperspektiv vil jeg fremhæve måden Martin og Christian håndterer deres medarbejdere på. Der er gensidig respekt og stor forståelse for, at vi også har et privatliv. Det er en stærk egenskab i min optik.
Hvordan var din opstart?
Min mave var fyldt med sommerfugle den første dag, men sådan er det ofte at være ny. Heldigvis fik jeg en god velkomst og faldt hurtigt til.
Til at starte med blev jeg koblet på en erfaren kollega, som jeg fulgtes med for at lære systemerne at kende og se, hvordan det hele fungerede hos de kunder, jeg skulle sidde med.
Det var et intensivt læringsforløb, men jeg blev holdt godt i hånden. Samtidig blev der også lyttet, da jeg gav udtryk for, at jeg var klar til at stå på egne ben.
Er der noget, der har overrasket dig, efter du blev ansat?
Det er meget struktureret i forhold til tid og opgavestyring, hvilket minder mig om bankverdenen, men samtidig er miljøet meget uformelt og fleksibelt. Den balance overraskede mig. Jeg møder ind og ved, hvad der forventes af mig den pågældende dag. Det er meget sat op i kasser og godt planlagt, men hvor der i banken var begrænset fleksibilitet, har Merito formået at lave den perfekte kombination. Jeg forventede mindre struktur på opgaverne, men det fungerer rigtig godt.
Hvad synes du, andre bør vide om det at arbejde hos Merito?
Jeg tror det er sundt med et mindre stringent arbejdsmiljø, hvor der er frihed til at spørge, fejle, grine og snakke, så jeg vil klart fremhæve kulturen som noget positivt. Jeg har stor lyst til at gå på arbejde. Det er hyggeligt, og samtidig er der mange alsidige opgaver, som gør at jeg hele tiden bliver udfordret. Uformel omgangstone og stor fleksibilitet betyder ikke, at der bliver skruet ned for læringskurven, heldigvis.